21. april 2024
Jeppe Juhl vandt en tur til EM
Resultater fra pro/am-turneringen er her.
Opdateret søndag den 21. april kl. 18.40: En god slutspurt sikrede Jeppe Juhl og Henrik Caspersen sejren i en pro/am-turnering, der blev afviklet i forbindelse med en landsholdssamling i Blaksets Bridgecenter. Jeppe Juhl vinder dermed en overnatning og deltagelse i en valgfri sideturnering i forbindelse med EM i Herning.
Jeppe Juhl og Henrik Caspersen scorede 61,4, 63,6 og 56,8 procent i de tre sidste runder, og dermed var sejren hjemme. Andenpladsen gik til Bjørn Hafstrøm og Bo Bilde, mens Thomas Bo Hansen og Helle Rasmussen blev nummer tre.
En tilsvarende pro/am-turnering i 2023 blev vundet af Jens Meyer fra Vedbæk Bridgeklub og Stense Farholt fra damelandsholdet. Stense Farholt er såmænd gift med Henrik Caspersen - de kan noget som pro'er i den familie.
Pro/am-turneringen blev afviklet i en god og hyggelig atmosfære og styret sikkert igennem af turneringsleder Jacob Duschek. Resultaterne er her.
Jeppe Juhl (til venstre) og Henrik Caspersen ved præmieoverrækkelsen. Jeppe Juhl hævdede, at han havde skrevet takketalen på forhånd. (Foto: Erik Wied)

- - -
Opdateret onsdag den 17. april: Der var i alt 24 tilmeldinger til pro/am-turneringen. Sammensætningen af parrene har nu fundet sted. Se startliste her (lidt nede på siden).
Pro/am-turneringen afvikles søndag den 21. april i Blaksets Bridgecenter. Den bedste am vinder en overnatning i Herning samt deltagelse i en sideturnering efter eget valg i forbindelse med EM.
- - -
11. marts: Nu har du chancen for at sætte dig over for en landsholdsspiller. Søndag d. 21. april 2024 fra kl. 13.00 – 16.00 afholdes en pro/am, hvor en række af de landsholdsspillere, der skal repræsentere de danske farver ved EM i Herning, deltager. Pro/am'en spilles i Blaksets Bridgecenter i København.
Der er plads til ca. 30 spillere, da vi endnu ikke ved, præcis hvor mange pro'er der er til rådighed. Tilmelding foregår derfor efter først til mølle-princippet, så jo hurtigere du tilmelder dig, desto større er sandsynligheden for, du kommer med. Du tilmelder dig her. Tilmeldingsfristen er mandag den 15. april kl. 12.00. Efter tilmeldingsfristen vil landstræner Bo Bilde og Eliteforum sammensætte parrene.
Prisen for deltagelse er 300 kr. pr. person inkl. frokost, som spises inden turneringen. Ved frokosten har pro'er og am'er blandt andet mulighed for at aftale system.
Førstepræmien til amatøren i det vindende par er et weekendophold for to i Herning under EM fra lørdag den 29. til søndag den 30. juni 2024 i delt dobbeltværelse inkl. morgenmad samt adgang til en bronzeturnering i samme weekend. Der vil naturligvis også være mulighed for at ugle selve europamesterskabet.
Pro/am-turneringen en del af en landsholdssamling, der fungerer som træningsweekend for landsholdstrupperne. DBf har en målsætning om at bringe bredde- og topspillere tættere på hinanden. Læs mere om landsholdssamlingen her.
Jens Meyer fra Vedbæk Bridgeklub og Stense Farholt, der har spillet på damelandsholdet, vandt en pro/am-turnering i 2023. (Foto: Jan Nielsen)



